Høj cigarføring i Viñales


Mød Cubas
Tobaksbønder

Den lille by Viñales ligger i det vestlige Cuba, langt fra Havanas sitrende puls. Her lever tobaksbønderne et enkelt og fredsommeligt liv med at passe deres marker. Det er fra netop disse marker, at noget af verdens fineste tobak kommer. Det kræver viden at behandle planterne rigtigt, så de ender som kvalitetstobak, men bønderne er garvede og har forædlet teknikken igennem generationer.

Det er hårdt at dyrke tobak i Cuba. Især fordi moderne landbrugsmaskiner ikke er tilgængelig. Her foregår arbejdet med at dyrke markerne stadig med heste spændt for ploven - og så med rå håndkraft for resten. Men resultatet er uforligneligt. Den lerholdige jord i Viñales-dalen er perfekt for planterne. Og bønderne viser med en vis stolthed deres marker og store håndrullede cigarer frem.

Fremragende tobak siden 1830


Tobaksindustrien i Viñales blev grundlagt omkring år 1830 af spanske koloniherrer fra De Kanariske Øer.

Cigarfremstilling i flere etaper

Fremstillingen af de cubanske verdensklassecigarer af tobak fra Viñales-området er en proces, der involverer flere etaper: Dyrkningen af tobak, høsten af bladene, hærdningsprocessen - hvor sukker og vand trækkes langsomt ud af bladene, gæringen hvor bladene "dør" langsomt uden at rådne - en langsommelig proces, hvor bladene konstant kontrolleres. Når bladene er modnet efter producentens ønsker, begynder arbejdet med at fremstille selve cigarerne. De modnede blade bliver delt op efter udseende og kvalitet. De flotteste blade bliver til omlægsblade, og resten bliver til "fyld". Cigarrullerne holder bladene fugtige og skærer tobaksbladene til med særlige buede cigarknive. Når bladene er klargjort, rulles cigaren, og herefter tørrer den i en træform, og enderne skæres til, så cigarerne bliver så ens som muligt.

Cigarrullerne

Alle moderne cigarer i luksuskvalitet bliver rullet i hænderne på fingernemme Torcedores (cigarrullere). Torcedor-kunsten er blevet forfinet gennem årene, og det kræver en god teknik og fingersnille at fremstille en perfekt cigar. Udtrykket "Hecho a Mano" (lavet i hånden) er et kvalitetsstempel, der fremgår på mange fine cigaræsker.

Berømte cigarer

De dygtige cigarproducenter, fra blandt andet Viñales, laver nogen af de mest efterspurgte cigarer i verden.


Montecristo er muligvis det kendteste cubanske cigarmærke i verden. Navnet Montecristo opstod på en cigarfabrik i Havana, hvor en lærer underholdt de hårdtarbejdende cigarrullere med oplæsning af blandt andre Alexandre Dumas' værker. Arbejderne blev så glade for Dumas, at de bad fabrikkens ejer om lov til at producere en cigar til ære for ham. Cigaren fik navnet Montecristo efter Dumas' roman "Greven af Monte Cristo". Dermed var et af nutidens mest berømte cigarmærker født.


Cohiba er et legendarisk cigarmærke, der blev grunlagt i 1966 af Fidel Castro. I mange år var Cohiba-cigarer forbeholdt udenlandske statsoverhoveder og diplomater, der besøgte Cuba, men i 1982 blev mærket gjort kommercielt, og i dag står mærket bag flere typer af meget anerkendte cigarer.

Del denne side